Trivsel

På IUC har vi trivsel i fokus

På IUC har vi trivsel i fokus, da vi mener det er alt afgørende for at den unge lykkes. I vores hverdag vil man ikke kunne undgå at støde på mange forskellige tiltag vi har på skolen, der er trivselsfremmende for de unge.

Vi ved at en gradueret indsats i arbejdet med elevernes trivsel kan være afgørende for den enkelte, og derfor arbejder vi på skolen både med tiltag for alle, tiltag for mindre grupper på IUC og tiltag for enkelte elever.
På den måde tror vi på, at vi opmuntrer og hjælper den enkelte elev med at opnå tro på og tillid til egne muligheder.

Introdage

De allerførste dage på IUC kalder vi for introdage, hvor eleverne skal indgå i mange forskellige aktiviteter på skolen. Dagene tager deres afsæt i de små mentorhold, men eleverne vil også være sammen i deres klasser og teams. Formålet med introdagene er at byde eleverne godt velkommen, gøre dem trygge i mødet med alt det nye og at ryste eleverne godt og grundigt sammen.

Introtur

I løbet af den første periode skal alle skolens elever på en introtur med to overnatninger, hvor hygge og socialt samvær er i fokus. Her er eleverne både sammen på de små mentorhold og i teams, men de får også i højere grad mulighed for at lære flere elever fra årgangen at kende. På turen er der både samarbejdsøvelser og aktiviteter af mere frivillig karakter. Derudover står eleverne sammen med lærerne
for madlavning.

Anderledes uge efterår

I efteråret har vi altid en-to anderledes uger, hvor formålet fortsat er at arbejde med fællesskabet. Vi har eksempelvis haft en teambuildinguge, hvor de unge har prøvet mange forskellige aktiviteter og i nogle tilfælde har udfordret sig selv og deres grænser. Ugernes indhold varierer fra år til år, men eksempler på aktiviteter i ugen kunne være et 12-timers-løb i skoven, en overlevelsestur, rappelling, et stort
kunstprojekt osv.

Fællesskab og trivsel

Fredag morgen efter tjek-ind tid har vi fællessamling i Salen, hvor der undervises i
forskellige trivselsfremmende emner, er forskellige indslag, samt der gives forskellige
meddelelser. Herefter samles vi på Torvet og spiser morgenmad i fællesskab.

Tjek-ind tid

Hver mandag, tirsdag og fredag er der i begyndelsen af skoledagen 15 minutters tjek-ind tid sammen med mentor og de andre på mentorholdet. Det gør vi, fordi vi mener, at det giver eleverne en tryghed i at vide, hvordan dagen starter. Det er med til at skabe et fællesskab med de andre elever på mentorholdet, og en tæt relation til mentor. Det at føle, at du er en del af et fællesskab – både det store fællesskab på hele skolen, men også det lille fællesskab på mentorholdene, er med til at bygge selvværdet op hos den unge og styrke trivslen.

Anderledes uge vinter

I vinterperioden har vi også tradition for at afholde en alternativ uge. Det kunne fx være en Stormesteruge, hvor alle elever løser underlige opgaver, eller en Medieuge, hvor de unge arbejder med medieproduktion. I de år hvor vi har afhold medieuge, har vi sluttet forløbet af med en Gallaaften, hvor nominerede elevproduktioner er blevet vist frem, hvor den røde løber har vist elever og forældre vejen til en fantastisk aften med prisuddelinger i forskellige kategorier.

Trivselstur

Skolen tilbyder deltagelse i udvekslingsrejse. Men for enkelte elever kan det af forskellige årsager virke for overvældende at skulle rejse til udlandet i flere dage. Nogle af disse elever tilbydes i stedet deltagelse i en trivselstur af to-tre dages varighed. Det er skolens AKT-lærere der planlægger turen, og der vil på turen blive arbejdet med fællesskab og trivselsfremme for de deltagende elever.


AKT-samtaler

På IUC får alle elever en mentorlærer, som har fokus på den enkelte elevs trivsel. Men for nogle elever er der brug for lidt mere. Derfor tilbyder vi på IUC AKT-samtaler til disse elever. Der kan være tale om en enkelt trivselssamtale eller flere samtaler over en længere periode.
Det er meget forskelligt, hvad de unge har behov for at tale om, men det kunne fx være bekymringer, oplevelser, følelser og tanker. Skolens AKT-lærere har store ører og er gode til at lytte til de unge – og til at stille de unge gode spørgsmål, men det er vigtigt at nævne, at der er på ingen måde tale om behandling eller terapi.

.

© IUC 2024. Alle rettigheder forbeholdes.